Begrebet vorden i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. En model til udfordringen at fange det flygtige i farten hos og med Søren Kierkegaard

3Indledning
Denne afhandling handler om begrebet vorden. Det er en genbeskrivelse af 
6¡UHQ.LHUNHJDDUGV LQGVLJWHU LHWEHJUHEVRPGHÀHVWHNRQ¿UPDQGHUP¡GHU
første gang med et fnis, når de hører præsten i kirken udtale Guds navn i samme 
V WQLQJVRPGHQKHOOLJH´YRUGH´GHWV\QHVGHPDWKDQGOHRPLOLQMHQ´+HO-
OLJHWYRUGHGLWQDYQ´'HQQ\HVDOPHERJVRSGDWHUHGH)DGHUYRUVRPVLPSHOW-
hen oversætter verbet at ”vorde” med at ”blive”, risikerer at tabe en kolossal 
EHKROGHUDIEHW\GQLQJSnJXOYHWQnUGHQPHGKHQVLJWHQRPDWKHQYHQGHVLJ
WLOHWXQJWVHJPHQWEHQ\WWHUHWQXWLGLJWRUGGHUEnGHNDQEHW\GHUHJUHVVLRQRJ
progression.
1
 I dag er det almen viden, at den som forbliver, som er stagneret, 
allerede er regressiv fordi verden forandrer sig, og kun den som bliver til noget, 
DOWVnWLOEOLYHUHUSURJUHVVLY'HQEHKROGHUDIEHW\GQLQJVRPGHWQ\H)DGHUYRU
taber på kirkegulvet, indeholder altså viden om det progressive, om tilblivel-
VHQRPYRUGHQ0DQNDQNXQJLVQHRPRPGHWKDUKDIWQRJHQEHW\GQLQJIRU
kirken, men det er almen kendt at Søren Kierkegaard, engang en af den insti-
tutionelle statskirkes mest indædte kritikere, faktisk betonede denne vordens 
EHW\GQLQJPHJHWNUDIWLJW,NNHVRP¡NRQRPLVNXGYLNOLQJVWHRULRPPDUNHGHWV
konjunkturer, men som eksistens, som subjektets vorden.
Problemfelt:
De forskellige anvendelsesmuligheder af verbet at ”blive” dækker faktisk over 
HWKHOW¿ORVR¿VNSUREOHPIHOW1RJOHYLOVLJHPnVNHDWGHQQHSUREOHPDWLNXG-
J¡U¿ORVR¿HQVJHQVWDQGSDUH[FHOOHQFH(QJUXSSH¿ORVRIIHUWDJHULGDJDIV W
L)ULHGULFK1LHW]VFKHRJPHGXGJDQJVSXQNWLKDQVHIWHUODGWHVNULIWHUKDUMHJ
LGHWI¡OJHQGHVNLWVHUHWHQVnGDQQLHW]VFKHDQVNSRVLWLRQGHUEDVHUHUVLJSn
distinktionen mellem det værende (das Seinende) og det vordende  (das Wer-
dende).
2
 Man må forholde sig forskelligt til sin egen klogskab afhængigt af 
RPPDQHUHQYLGHQVHOVNHUVRPDQWLNNHQVJU VNH¿ORVRIHOOHUHQYLGHQGHYLV
VRP.LHUNHJDDUGVVDPWLGLJHSURIHVVLRQHOOHI[W\VNH¿ORVRI'HQYLGHQGHHURJ
IRUEOLYHUYHONORJKYLVLQWHWDQGHWVNXOOHVNH'HQYLGHQVHOVNHQGH¿ORVRIKDU
kun lidenskaben og kærligheden til viden, men han har intet ejerskabsforhold 
1 Kristeligt Dagblad – debat: 
a) Kvist, Jens: “At vorde eller at blive”, 14. juli, 2006.
b) Jensen, Jens Juhl:”Latin er problemet i balladen om fadervor”, 31. juli.
F3HGHUVHQ,QJH/LVH³9RUGHHULNNHHWKHOOLJWRUGDXJXVW
 1LHW]VFKH )ULHGULFK  Aus dem Nachlass der Achtzigerjahre´)ROJOLFKLVW]XIUDJHQZLH
die Illusion des Seinden hat entstehen können (müssen). […] „1. Das Werden hat keinen Zielzustand,
PQGHWQLFKWLQHLQÄ6HLQ³'DV:HUGHQLVWkein Scheinzustand YLHOOHLFKWLVWGLHseienden Welt ein 
6FKHLQ³S
4til viden og kan derfor nok blive klog, men er det ikke nødvendigvis. Til gen-
J OG KDU YLGHQVHOVNHUHQPXOLJKHG IRU DW MRQJOHUHPHGÀHUH VDQGKHGHU'HQ
vidende har i sin klogskab kun mulighed for at afdække og fremhæve en enkelt 
sandhed, som så tilhører videnskaben. Ellers virker han ikke rigtig klog på de 
omgivelser, der omtaler ham som klog. Et videnskabeligt sprog er som et sort 
KXO'HWVXJHUDORSO\VQLQJWLOVLJPHQGHWKDUNXQHWFHQWUXP±GHWNDQNXQ
indeholde et episteme – men det forandrer sig for at tilpasse sig til alt hvad 
det opsluger.
3
0nVNHHUGHWGHUIRUIRUKROGHWWLOYRUGHQGHUGH¿QHUHUHWVSURJ
1LHW]VFKHJLYHUHWVnGDQEXGQnUKDQEHVNULYHUVSURJHWQHJDWLYWXGOHGWVRP
GHWGHUQHWRSLNNHNDQXGWU\NNHVLJRPYRUGHQ
´'LH$XVGUXFNVPLWWHOGHU6SUDFKHVLQGXQEUDXFKEDUXPGDV
´:HUGHQ´DXV]XGUFNHQHVJHK|UW]XXQVHUPXQDEO|VLJHQ%HGUIQLV
der Erhaltung, beständig eine gröbere Welt von Bleibenden, von 
Ä'LQJHQ³XVZ]XVHW]HQ³
4
+YRU1LHW]VFKHDOWVnPHQHUDWPDQLNNHNDQXGWU\NNHYRUGHQPHGVSURJHW
sætter Kierkegaard bredt ind over for undersøgelsen af vorden, men, lad det 
Y UHVDJWPHGGHWVDPPHGHUNRPPHULNNHHQI UGLJGH¿QLWLRQXGDIKDQV
XQGHUV¡JHOVHUDIYRUGHQ LGHQVÀ\JWLJKHG0LQSRLQWHHUDWYRUGHQNREOHU
HW¿ORVR¿VNSUREOHPIHOWPHWDI\VLNHQPHGHUIDULQJHUIUDHWOHYHWOLYOLYV-
YHUGHQIRUGLPDQNDQXGO JJHGHQ¿ORVR¿GHURULHQWHUHUVLJPRGYRUGHQ
RJGHWÀ\JWLJH VRPGHQHQH VLGH DI¿ORVR¿HQVRYHURUGQHGHPHGDOMH KYRU
den anden side orienterer sig mere mod ”det blivende”, ”tingene” og deres 
UHODWLRQWLOVDQGKHGHQ,VDLDK%HUOLQXQGHUE\JJHUSnVWDQGHQRPGHQ¿ORVR¿-
VNHPHGDOMHVWYHW\GLJKHGQnUKDQLVLQERJRP.LHUNHJDDUGVVDPWLGLJH/HY
7ROVWRMVKLVWRULH¿ORVR¿GHOHUDOOHIRUIDWWHUHRJW QNHUHRJPnVNHPHQQHVNHU
generelt op i henholdsvis ræve og pindsvin. Ræven kender mange sandheder, 
men pindsvinet kender kun en, siger han.
5
1LHW]VFKHHUHQU YRJ.LHUNH-
gaard ligeledes i min optik, mens G.W.F. Hegel eksempelvis er et pindsvin. 
2JVnVHOYRP.LHUNHJDDUGVDWSnVSLGVHQDOWLGWDOHURPGHWVDPPHQHPOLJ
subjektet.
6
0HQGHWWHJ¡UKDQDOWVnXGIUDGHQRYHUEHYLVQLQJDWGHUHUÀHUH
sandheder på spil om subjektet.
 'HOHX]HRJ*XDWWDULXGWU\NNHUGHWVnOHGHV´6WUDWDHUQHYDULQGIDQJQLQJHUGHYDUVRP´VRUWH
huller” eller sammenklapninger der forsøgte at opsuge alt hvad der kom inden for rækkevidde”. 
(Deleuze/Guattari: Tusind plateuerS'HOHX]HHUQLHW]VFKHDQHUEODIRUGLGHQVLGVWH¿ORVR¿VNH
PRQRJUD¿KDQVVNUHYI¡UKDQEHJ\QGWHSnVLWHJHWIRUIDWWHUVNDEKDQGOHGHRP1LHW]VFKH)UDQVN
¿ORVR¿S'HQHQJHOVNHRYHUV WWHU%ULDQ0DVXPLVNULYHULLQGOHGQLQJHQ7LO Mille Plateaux,
DW'HOHX]HRJ*XDWWDULVSURMHNW´SUDJPDWLFV´EORWHUHWDQGHWXGWU\NIRUGHW1LHW]VFKHEHGUHY
XQGHUQDYQHW´*D\VFLHQFH´'HOHX]HA Thousand PlateausS[LLLGYVLNNHVWDWVW QNQLQJPRGVDW
videnskaben (Ibid. 461).
 1LHW]VFKH)ULHGULFKS
5  Berlin, Isaiah, p. 3ff.
 1HZPDUN.HYLQS
5Man kan måske endda lovprise det lille ord ”blive” i fadervor for at 
PLQGH NLUNHJ QJHUHQ RP GLDOHNWLNNHQ'HQ ¿ORVR¿VNH GLDOHNWLN EHVWnU L HQ
QLHW]VFKHDQVNRSWLNLGHWIRUKROGDWWLOK QJHUHDIGHQHQHVDQGKHGKHOHWLGHQ
IRUV¡JHUDWLQGOHPPHUHJUHVVLYEOLYHQWLOK QJHUHDIÀHUHVDQGKHGHULGHQHQH
sandheds episteme, som omvendt samtidigt forsøger at problematisere (progres-
VLYEOLYHQGHQHQHVDQGKHG0HWDI\VLNHUQHVHQHVDQGKHGHUI[EHJUHEHWY UHQ
Hegels logik positionerer først vorden efter væren og intet som et overbegreb, 
der forklarer de sidstnævntes årsagsløse sammenhæng, og han siger dernæst at 
DOXGYLNOLQJVNHULIRUO QJHOVHY UHQQnUGHQI[YRUGHUWLOY UHQ
7
 Vorden er mi-
raklet der forklarer intets slåen om i væren. Kierkegaard sætter vorden udenfor 
+HJHOVV\VWHP+YLVVXEMHNWHWKRV.LHUNHJDDUGer, så determineres det altså 
på samme tid af den vorden det er i, dvs. den udvikling det, populært sagt, er 
i. Vorden er ikke medierende mellem væren og tilværen som hos Hegel: det 
eksisterende subjekt er i vorden hos Kierkegaard (7,80)
8
 og hvilket menneske 
HULNNHHNVLVWHUHQGHODGHUKDQ&OLPDFXVVS¡UJHUHWRULVN"'HUJ OGHUDOWVnEnGH
en sandhed for væren og en for vorden. Det bliver således umuligt hos Kierkega-
ard at forudsige subjektets udvikling logisk, fordi det også er bestemt af forhold 
XGHQIRUGHWVHOY'HWHULNNHHQVRFLDOWHRULKDQIRUHVOnUPHQHQWHRULRPVXE-
jektivitet, altså en teori om forhold, der gælder for subjektet, netop fordi det er i 
vorden. Subjektiviteten udgør altså et forhold mellem væren og vorden og den 
betegner subjektets udviklingsbetingelser.
Disse to begreber, subjektivitet og vorden, er mine erkendelsesinteresser, 
og særligt vorden inden for subjektiviteten, altså inden for subjektets udviklingsbe-
tingelser. Begrebet vorden lægger sig midt i tænkningens meget brede problemfelt i 
kraft af, at det har lagt sig op ad tænkerne selv. Videnselskeren vinder anseelse, fordi 
han qua sin væren i vorden bliver klogere, end han er. Den vise kan ikke undsige sig 
vorden, fordi han aldrig bliver klogere, end han er, hvis han ikke anerkender vorden 
som præmis, altså anerkender det, som netop overskrider hans eget episteme. Vorden 
HULGHWKHOHWDJHWPHUHSRWHQWLDOHHQGEHJUHE2JQHWRSGHUIRUPnYRUGHQSDUDGRN-
VDOWIRUEOLYHÀ\JWLJIRUGLGHQHUNORJVNDEHQVSRWHQWLDOH'HWMHJYLOXQGHUV¡JHHUGHW
DVSHNWDIYRUGHQGHUKDUHQSRVLWLYHNVLVWHQVQHPOLJGHQVNDUDNWHUDIÀ\JWLJKHG
 ´,Q GHU µ:LVVHQVFKDIW GHU /RJLN¶ LVW      das Werden die Einheit, das Übergegangensein und 
GLH:DKUKHLWYRQ6HLQXQG1LFKWV>«@'DV:HUGHQIXQJLHUWVRPLWDOV.DWHJRULHGHU(LQKHLWGHV
ORJLVFKHQ8UZLHGHUVSUXFKVGLHGDV*DQ]HDOV%HZHJWHV]XVLFKVHOEVWNRPPHQOlȕW :LH LQ GHU $QWLNHt. Wie in der Antike 
VLQG(QWVWHKHQXQG9HUJHKHQDXFKIU+HJHOGLHZHFKHVHOVHLWLJHQhEHUJlQJH]ZLVFKHQ6HLQXQG
1LFKWVHLQGDV:HUGHQDOV2EHUEHJULIILVWLKUH(LQKHLWXQG,KUHUhEHUJHKHQG6HLQVFKOHFKWKLQZREHL
HVDOVZLUNOLFKHUEHVWLPPWHU0RGXVGHV$QIDQJVXUVDFKVORVLVW5LWWHU+LVWRULVFKHV:|UWHUEXFKGHU
Philosophie. Band 12: W – Z, p.543).     
 +YRULQWHWDQGHWHUQ YQWLEU¡GWHNVWHQVUHIHUHQFHUKHQYLVHUMHJDIKDQGOLQJHQLJHQQHPWLO
6¡UHQ.LHUNHJDDUG)RUVNQLQJVFHQWUHWVXGJLYHOVH*DGV)RUODJPDUNHUHWPHGKKYVLGHWDOIRUEnten
– Eller og (7, sidetal) for Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift.
6I en samtid, der elsker at omtale sig selv som underlagt globaliseringens 
ULYHQGHXGYLNOLQJKYRUNXOWXUHQ¡QVNHUDWRPWDOHVLJVHOYVRPSRVWPRGHUQHÀ\J-
tig og retningsløs, og hvor stagnation altid er regression og politik derfor handler 
RPRSE\JQLQJHQDIHWYLGHQVVDPIXQGGHUNDQO¡IWHDOOHRSLGHQNUHDWLYHNODVVH
GpUV\QHVSUREOHPVWLOOLQJHURPNULQJGHWÀ\JWLJHGHWG\QDPLVNHGHWNUHDWLYHDW
være aktuelle.
Problemstilling:
-HJKDUXGYLNOHWHQJHQHUHOPRGHOWLOUXPDQDO\VHGHUNDQIDQJHGHWÀ\JWLJHL
IDUWHQ9HGDWVS¡UJHWLOKYDGGHWÀ\JWLJHHUL.LHUNHJDDUGV OGUHPHQDNWXHOOH
udlægning af vorden og subjektivitet, ønsker jeg at udfordre den forestilling, 
at den form for subjektivitet man udvikler i et vidensamfund, nødvendigvis 
gør det enkelte subjekt mere progressivt. Med støtte fra Kierkegaard og hans 
HQRUPHLQGVLJWLGHWÀ\JWLJHSO GHUHUMHJIRUDWHQPDVVLYVWDWVOLJVDWVQLQJSn
viden nødvendigvis må blive konform og på sin vis undergraver sit eget sigte; 
GYVDWGHQLYLUNHOLJKHGHQJ¡UGHWHQNHOWHVXEMHNWPHUHUHJUHVVLYW8GIRUGULQ-
JHQEHVWnULDWXGO JJHGHWÀ\JWLJHLEHJUHEHWYRUGHQLNNHVRPYLGHQPHQVRP
potentiale.
Empiri – Den litterære indgangsvinkel:
)RU DW XQGHUV¡JH GHW À\JWLJH KDU MHJ IXQGHW GHWPHVW UHOHYDQW DW XQGHUV¡JH
Afsluttende uvidenskabelig EfterskriftRJDWJ¡UHGHWPHGVWDGLJWKHQV\QWLOHW
redskab som Isak Winkel Holm har opstillet i sit værk, Tanken i billedet. Han 
siger, at det litterære aspekt var et redskab for Kierkegaard, der skulle hjælpe 
ham med at potensere tanken, hvorfor man kan sige, at dette redskab udgjor-
de et tankens potentiale. Holm viser, at det, man kan afdække som et ekstra 
´LPSOLFLWSRHWRORJLVN´ODJDIEHW\GQLQJL.LHUNHJDDUGWHNVWHUHQSRHWLNGHU
adskiller sig fra tænkerens ordinære æstetik.
9
 Jeg vil vise at Efterskriften med 
et sådant poetologisk blik faktisk handler om vorden. Således spørger jeg om 
GHWÀ\JWLJHLEfterskriften med henblik på at blotlægge en form for orden, der 
V WWHUYRUGHQLUHOLHI'HQQHSUREOHPVWLOOLQJRPNULQJGHQÀ\JWLJHRUGHQVRP
vorden udmønter i tænkningen, griber jeg an ved ikke kun at spørge til begrebet 
vorden, men ved også at spørge til hvorledes det virker. Jeg fremstiller bl.a. to 
VHSDUDWHWHNVWDQDO\VHUDIEfterskriften med udgangspunkt i to forskellige teo-
ULHUIRUQHWRSDWLQGNDSVOHYRUGHQVRPXGWU\NWLWHNVWHQVSURFHV
9  Holm, p. 12.
7Men hvad er det egentlig Kierkegaard strides med i Efterskriften som 
HUVnJUXQGOLJJHQGHDWMHJPHQHUPDQNDQEUXJHDQDO\VHQDIGHWVRPJHQHUHO
IRUNODULQJVPRGHO WLO RJVn DW IDQJH GHW À\JWLJH L YRU WLGV VXEMHNWLYLWHW" 3UR-
blemet opstår fra første møde med Efterskriften. Hvad er det overhovedet for 
HQVODJVWHNVW"+YDGJ¡UGHQ"0HGEfterskriftens fokus på vorden kan man, 
som jeg viste ovenfor, sige, at den positionere sig i et klassisk problemfelt i 
W QNQLQJHQ9 UNHWHUÀ\JWLJWRJXQGGUDJHUVLJNDWHJRULVHULQJRJDOOLJHYHOKDU
GHWVEHW\GQLQJY UHWHQRUP.LHUNHJDDUGVRPDIÀHVWHUNHQGWVRPHNVLVWHQ-
WLDOLVPHQVIDGHUODQFHUHUI¡UVWµGHWHNVLVWHQWLHOOH¶QHWRSLEfterskriften.
10
 Det, 
Kierkegaard strides med i EfterskriftenHUVHOYHGHWÀ\JWLJHPHQVRPXGODJW
i et medium, nemlig teksten, som traditionelt anses som det blivendes og det 
Y UHQGHVPHGLHLNNHGHQÀ\JWLJHYRUGHQVPHGLH.XQGHQOLWWHU UHWHNVWV\-
QHVDWKDYHYRUGHQVÀ\JWLJHEHVNDIIHQKHGKYRUIRUJHQO VQLQJI[HUHQNYDOLWHW
YHGHQDIOLWWHUDWXUHQVPDQJHGH¿QLWLRQHUQHPOLJGHQVRPVLPSHOWKHQGH¿QHUHU
OLWWHUDWXUVRPEHYDULQJVY UGLJWHNVW2JGHUIRUEOLYHUGHWPLQRSJDYHDWJHQEH-
skrive de litterære aspekter af begrebet vorden i Efterskriften(WVnGDQW¿QGHU
PDQXGWU\NWL&OLPDFXV¶VWLO&OLPDFXVV WWHUVLJIRUDWVNULYH´VRPEHYRJWHGH
en Digter og en Dialektiker” hvert skridt (7,219). På nutidsdansk vil han være 
sin egen bedste kritiker – både skuespiller og tilskuer. Resultatet bliver stili-
VWLVNVHWNU\SWLVNHWHNVWVW\NNHUVRPGHWGHUI¡OJHUKHU
”Dette gjelder for de Levende, og kun disse kan der jo siges, 
hvorledes de skulle leve; og kun ved selv at forstaae dette kan man, 
KYLVGHWHQGHOLJHQVNDOJM¡UHVOHGHVWLODWUHFRQVWUXHUHHQ$IG¡GV
Liv, hvis der bliver Tid dertil. Men bagvendt er det, istedetfor ved 
selv at leve at lære, at lade de Afdøde leve om igjen, da at gaa hen og 
ville af Afdøde, hvilke man opfatter som havde de aldrig levet, lære, 
hvorledes man skal – ja det er utroligt, saa bagvendt det er – leve 
– hvis man allerede var afdød” (7,146).
+YDGVNDOPDQVWLOOHRSPHGHWVnGDQWWHNVWVW\NNH"'HWHUHWRYHUÀ¡GLJKHGV-
KRUQDINRPSOHNVLWHWLIRUKROGWLOGHWVERJVWDYHOLJHEHW\GQLQJ0DQVNDOKHOOHUH
leve sit eget liv end at bruge sit liv på at lære hvordan andre levede deres. Eller 
NRUWHUH0DQVNDOO UHDIYRUGHQLNNHDIY UHQ(WVnGDQWHNVWVW\NNHHIWHUODGHU
sin læser i samme situation som læseren af hele værket står over for allerede 
ved indholdsfortegnelsen: ”Forståelsen er udskudt, teksten lever”.
11
 Det tager 
IRUGHWI¡UVWHHWVW\NNHWLGDWIRUVWnKYRUGDQGHPDQJHLQGVNXGWHV WQLQJHUVWnU
LIRUKROGWLOKLQDQGHQRJQnUEHW\GQLQJHQHQGHOLJWEHJ\QGHUDWG PUHJnUGHW
op for læseren, at man som læser, selv er i færd med at vække en afdød forfat-
10 2OHVHQUHGS
11 6HKHOHDQDO\VHQVHQHUHLDIKDQGOLQJHQL´ELOOHGHµ6NL+HJHO¶RJµ1HJDWLYLWHWHQVVnU¶´V
38f, samt om indholdsfortegnelsen i ”1. billede: Det serielle og det fraktale” og s. 29. Alle henvisninger 
WLOVLGHWDOLQ UY UHQGHRSJDYHDQI¡UHV´V´PHQVUHIHUHQFHSDJLQHULQJIRUWVDWDQI¡UHV´S´